Er det svært at gå i skole..?
Dette er en brevkasse, for dig der syntes, at det er svært at gå i skole..
Her på siden, kan du finde nogle af de dilemmaer som er blevet sendt til os.
Brevkassen
"Bolette" 13 år
Kære brevkasse
Jeg er 13 år, og jeg har fået det virkelig svært med at gå i skole. Hver morgen vågner jeg med en klump i maven. Jeg prøver at sige til mig selv, at det nok bliver en god dag, men lige så snart jeg tænker på at skulle afsted, får jeg det fysisk dårligt.
Mine forældre tror, at jeg bare er små syg eller træt, når jeg siger, jeg ikke kan komme i skole. Jeg tør ikke fortælle dem, hvor svært det faktisk er, for jeg er bange for at skuffe dem. Jeg er også nervøs for, at lærerne vil tro at jeg overdriver, eller bare ikke gider.
Mine venner spørger, hvorfor jeg ikke kommer så tit, men jeg kan ikke få mig selv til at fortælle dem sandheden. Jeg føler mig svag, og jeg er bange for, at de vil se anderledes på mig. Samtidig bliver lektierne og opgaverne sværere, når jeg ikke kommer afsted og det gør mig endnu mere stresset.
Nu står jeg i et dilemma:
Skal
jeg sige det højt til mine forældre eller min lærer og håbe, at de forstår mig?
Eller skal jeg blive ved med at finde undskyldninger for ikke at tage i skole selvom jeg godt ved, at det nok kun gør det hele værre ?
Kære Bolette
Hvor er du bare sej, at du rækker ud efter hjælp. Mit råd til dig, vil helt klart være at sige det højt, både hjemme men også i skolen. Jeg er helt sikker på, at både dine forældre og dine lærer i skolen, vil lytte til dig, og gøre alt de kan for at hjælpe dig.
Få sat ord på hvad der er svært for dig, så du kan få lidt ro på og ikke skal kæmpe med det alene. I skolen vil det næsten altid være muligt, at lave små special aftaler så du kan komme i bedre trivsel. En aftale kan eks. være at du i en periode har lidt kortere dage, så det er til at overskue dagen for dig.
De bedste hilsner
Susanne - mor til en dreng der har lidt af skolevægring
Far til Søren på 11 år
Kære brevkasse
Jeg er forælder til et barn på 11 år, som kæmper med skolevægring. Hver morgen er en udfordring. Mit barn vågner med uro i kroppen og siger ofte, at det har ondt i maven eller føler sig utilpas. Jeg kan se, at det ikke handler om dovenskab, men om ægte ubehag og jeg bliver oprigtigt bekymret.
Jeg prøver at være støttende og tålmodig, men jeg føler mig også magtesløs. Nogle dage lykkes det at få mit barn afsted, men andre dage ender vi i diskussioner, tårer og frustration. Jeg vil gerne hjælpe, men jeg er usikker på, hvad der er det rigtige at gøre.
Jeg er også i tvivl om, hvordan skolen opfatter situationen. Jeg frygter, at de tænker, at jeg ikke gør nok, eller at vi overdriver problemet. Samtidig bliver mit barn mere og mere bagud fagligt, og det bekymrer mig, fordi det lægger endnu mere pres på.
Nu står jeg i et svært dilemma:
Skal
jeg presse mere på og være mere konsekvent for at få mit barn i skole,
eller skal jeg tage et skridt tilbage og lade mit barn
få mere ro – også selvom det betyder, at fraværet vokser?
Bekymret mor til Carl på 15 år
Kære brevkasse Jeg er forældre til en dreng på 15 år, der gennem en lang periode har kæmpet med skolevægring. Lige nu venter vi på at komme i gang med en udredning af ham, da vi mistænker at han har ADHD og angst. Han har ikke været i skole den sidste måned, og virker gladere, når han ikke har skolen som bekymring.
Mit spørgsmål er, om det er okay, at han får lov til at dyrke sin store hobby fodbold, selvom han ikke er i skole, jeg tænker jo at han har godt af det sociale med kammeraterne?
Kære mor til Carl
Det er hårdt det i står i, både som forældre, men også for Carl. Mit råd vil helt klart være, at Carl skal have lov til at spille fodbold - også selvom han ikke kommer i skole. Jeg mener, at det er vigtig at han stadig har noget socialt, som han jo får til fodbold med kammeraterne, samtidig er det også vigtigt at han ikke bare går i stå, men at han får noget fysisk aktivitet. Mit egen søn der også har kæmpet med skolevægring, havde også sin fodboldtræning at se frem til, vi kunne mærke, at det gav ham god energi, og det var dejligt at se hans glæde ved fodbolden, i en virkelig hård periode.
Mange hilsner
Tina - mor til Søren
Simon som er klasselærer til Pia
Jeg er klasselærer i 1. klasse, og jeg har en elev, som kæmper rigtig meget med skolevægring. Jeg synes, det er utrolig svært at finde ud af, hvordan jeg hjælper barnet bedst de dage, hvor det virker helt umuligt for eleven overhovedet at komme ind i klasselokalet.
Nogle morgener kommer eleven til skolen, men bliver stående ude på gangen og kan ikke få sig selv til at gå ind. Andre dage møder barnet slet ikke op.
Jeg føler også et stort ansvar som lærer: Jeg vil gerne være der for barnet, men samtidig skal jeg passe klassen og sørge for, at undervisningen fortsætter. Jeg vil så gerne gøre det rigtige, men jeg ved ikke altid, hvad der faktisk hjælper.
Derfor står jeg nu i et svært dilemma:
Hvordan hjælper jeg barnet bedst, uden at presse for meget på?
Her er der nogle link´s til hjemmesider, hvor du som forældre kan søg information.